Škoda Amager

5 stjerner til ny ŠKODA OCTAVIA hos Euro NCAP

Euro NCAP har givet den nye ŠKODA OCTAVIA det maksimale antal stjerner for sin sikkerhed. ŠKODAs populære familiebil bliver bl.a. belønnet for sin gode beskyttelse af både små og store passagerer.

Hvis man siger familiebil, siger man ŠKODA OCTAVIA. Derfor er det ekstra glædeligt, at den nye ŠKODA OCTAVIA, som kommer til Danmark til sommer, har opnået de maksimale 5 stjerner hos testorganisationen Euro NCAP for sin gode beskyttelse af både børn og voksne.

En af de højeste scorer nogensinde

Euro NCAP har særligt fokus på, hvor godt bilen beskytter børn ved en frontalkollision og ved en kollision fra siden. I de test opnåede den nye ŠKODA OCTAVIA 88% af de mulige point, hvilket er en af de højeste scorer blandt alle de familiebiler, som Euro NCAP har testet. Tilsvarende kan voksne passagerer føle sig trygge i den nye OCTAVIA med en score på 92%.

De senere år har Euro NCAP øget kravene til sikkerhedsassistentsystemer i bilerne. Således skal de nu have både frontassistent og vejbaneassistent for at kunne opnå de maksimale 5 stjerner hos Euro NCAP. Disse to vigtige sikkerhedsassistentsystemer præsterer særdeles flot i den nye OCTAVIA. Frontassistenten fik 2,5 ud af 3 point, vejbaneassistenten fik 3,5 ud af 4 point, og samlet set fik alle sikkerhedsassistentsystemerne 79% ud af de mulige point, hvilket af en af de højeste scorer blandt familiebilerne.

Nye assistentsystemer i OCTAVIA

Udover sikkerhedsassistentsystemerne, som er standardudstyr, kan man udstyre den nye OCTAVIA med en række nye, innovative systemer – f.eks. Collision Avoidance Assist. Når systemet opdager, at man er ved at kollidere med en fodgænger, cyklist eller en anden bil, øger det ratudslaget, så man skal dreje mindre på rattet for at foretage undvigemanøvren. Et andet nyt system er Turn Assist, som advarer og ultimativt bremser den nye OCTAVIA, hvis der kommer trafik forfra eller bagfra ved venstresving. Det handler ligeledes om bagfrakommende trafik, når Exit Warning advarer føreren, hvis vedkommende er ved at åbne sidedøren, så en cyklist eller en bil kører ind i den. Og Traffic Warning er forudseende ved at advare mod forestående stop i trafikken ved f.eks. trafikpropper.

Der er også mulighed for Predictive Cruise Control, som er en videreudvikling af dynamisk fartpilot. Predictive Cruise Control bruger billeder fra kameraet i forruden og data fra navigationsanlægget til at holde øje med sving og fartgrænser og tilpasser på forhånd farten derefter. Ligeledes kan man tilvælge Side Assist, der er en videreudvikling af Blind Spot Detect. Hvor Blind Spot Detect er i stand til at opdage og advare mod køretøjer op til 20 meter bag bilen, har Side Assist en rækkevidde på hele 70 meter.

Den nye ŠKODA OCTAVIA forventes at have Danmarkspremiere til sommer 2020.

--------------------------------------------


Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk